Revisionen af disclosureforordningen (SFDR) markerer et vigtigt skridt i arbejdet med at fremme bæredygtige investeringer i EU. Kommissionens forslag om at forenkle og strømline reglerne i SFDR vil gøre det lettere for både investorer og fondsforvaltere at navigere i kravene til bæredygtighedsinformation. Det er positivt, særligt i Danmark, hvor bæredygtighed allerede er dybt integreret i fondsforvaltningen. Sådan lyder det fra Finans Danmark oven på offentliggørelsen af Kommissionens forslag til justering af forordningen.
Formålet med SFDR har været at gøre information om bæredygtighedsfaktorer let tilgængeligt for investorer, så de kan tage beslutninger om bæredygtigheds-profilen af deres investeringer på et veloplyst grundlag. Den nuværende SFDR har kun i nogen grad levet op til sit formål. Investorer har meget mere information tilgængelig, men den overvældende mængde og kompleksitet har gjort det svært at forstå og bruge den. Finanssektoren er derfor positivt indstillet over for en revision, der tør at skære fra uden at miste fokus på det vigtige arbejde med den bæredygtige omstilling.
Tilfredshed med forslag til justeringer
Finans Danmark har arbejdet med revisionen, siden den først blev meldt ud i 2023, og interesseorganisationen er tilfreds med det nye forslag til justeringer af forordningen.
”Vores fokus har været på at sikre gennemsigtighed, at sætte investoren i centrum, og at indføre sammenlignelige og forståelige produktkategorier. Derfor er vi positive over for Kommissionens forslag, der følger mange af de samme spor,” siger Kåre Valgreen, underdirektør for Investering og Opsparing i Finans Danmark. Han peger på, at forslaget tyder på, at Kommissionen har taget ved lære af de udfordringer, der opstod ved den oprindelige implementering af SFDR, hvor omfattende nye krav blev introduceret i Level 2.
”Det er derfor vores håb, at fokus forbliver på de væsentlige ændringer i Level 1, og at de efterfølgende delegerede retsakter ikke medfører en tilsvarende mængde nye forpligtelser,” siger Kåre Valgreen og peger på, at klarhed og enkle regler vil gøre det mere attraktivt for både investorer at investere bæredygtigt, ligesom det også gøre det mere attraktivt for banker og kapitalforvaltere at tilbyde investeringer, der bakker op om den grønne omstilling.
Et klart skridt i den rigtige retning
”Vi er ikke i mål endnu, men med forslaget tager vi et klart skridt i den rigtige retning. Det er vigtigt, at Kommissionen i deres videre arbejde med forslaget justerer med henblik på at finde de rette balancer imellem at understøtte den bæredygtige omstilling og at simplificere,” siger Kåre Valgreen.
I EU er 60 procent af alle investeringer placeret i fonde med et helt eller delvist bæredygtigt formål. I Danmark er tallet på hele 83 procent. Bæredygtighed er allerede dybt integreret i dansk fondsforvaltning, og sektoren har investeret stort i at udvikle processer og produkter for at leve op til regler og forventninger på det bæredygtige område.